TV-værten på Match of the Day på engelske BBC, den tidligere landsholdsstjerne Gary Lineker, som også er tidligere Leicester-spiller, lovede i december, at han ville være vært på en udsendelse kun iført underbukser, hvis Leicester skulle gøre det, på daværende tidspunkt, utænkelige og blive mestre.

Leicester er nu kun tre point fra mesterskabet og kan dermed allerede på søndag sikre sig det engelske mesterskab med en sejr over Manchester United på Old Trafford.

Dermed ser det efterhånden ud til, at Lineker må smide kludene, når næste sæsons første kamp løber over skærmen.

»Ja! Hvis Leicester vinder Premier League, så laver jeg den første kamp næste sæson, kun iført mine underbukser,« skrev Gary Lineker tilbage i december 2015.

Leicester-fans har nu fået produceret T-shirts med påskriften 'Gary, få dine underbukser på.'
Leicester-fans har nu fået produceret T-shirts med påskriften 'Gary, få dine underbukser på.' Foto: Carl Recine
Vis mere

Gary Lineker fortæller nu til den engelske avis Daily Mail, at han har talt med BBC om løftet flere gange og afslører også, at han havde håbet på, at BBC ville forbyde ham, at optræde halvnøgen på TV. Det skete dog ikke, og nu forbereder den tidligere engelske landsholdsspiller sig så på at fuldføre dåden.

»I må vente og se. Jeg har jo sagt, at jeg ville gøre det. Jeg er i god form, af en gammel skiderik at være, men jeg skal nok træne ret hårdt de to uger inden udsendelsen,« sagde Gary Lineker til Radio Times.

Leicesters direkte udfordrere til titlen Tottenham spillede mandag uafgjort med West Bromwich Albion og gav dermed en matchbold til Leicester.

Gary Lineker er klar over, at løftet efterhånden bliver svært at løbe fra.

»Det er fandme utroligt! Jeg må hellere finde mig et par pæne underbukser,« skrev Gary Lineker efter det uafgjorte resultat på White Hart Lane.

West Bromwich var ikke sene til at minde Gary Lineker om, hvad han havde lovet.

»Så er det din tur, Gary Lineker. Tid til at stryge udnerbukser og ramme fitnesscenteret,« skrev West Bromwich Albion til Gary Lineker, da klubben havde sendt matchbolden til Leicester.

Gary Lineker selv fortryder efterhånden sit løfte, men han er en mand, der holder, hvad han lover.

»Da jeg skrev løftet i december, var jeg sikker på, at der var nul procent chance for at Leicester ville blive mestre,« sagde Lineker til Radio Times.

Gary Lineker bliver her fældet af Camerouns målmand Thomas N'Kono i VM kvartfinalen i 1990. Lineker fik tildelt et straffespark, som han selv sparkede ind. Kampen endte 3-2 til England.
Gary Lineker bliver her fældet af Camerouns målmand Thomas N'Kono i VM kvartfinalen i 1990. Lineker fik tildelt et straffespark, som han selv sparkede ind. Kampen endte 3-2 til England. Foto: PATRICK HERTZOG
Vis mere

Gary Lineker har spillet 194 kampe for Leicester og er også noteret for 80 landskampe.